liljevaand, som med straalende øine indbyr dem til en uskyldig spasertur i den mørkegrønne skog, ind i det dunkle ... ind i eventyret; fuld av anelse er dog hendes øie. Og som motsætning hænger der det andet, med de fire-fem piker, som overgivent leker himmelspræt med en utstoppet dukkemand paa et laken ... bare kvindeøine og en livløs leddedukke i mandsklær. De to tapeter blir symboler paa kjærlighed, og det ene kunde hett: Mænd og kvinden, det andet: Kvinder og manden. Ja, selv i sine portrætter overdriver han. Vidunderlig har han saaledes malt den retmæssige skinsyke ind i sin hustrus skjælvende, bristefærdige blik, – han, egtemanden som satte alle kluter til i et stormende liv. Endog ved dronningens portræt kan han ikke bare sig; fire eller fem ganger er han sat til at male Maria Luisa av Parma: og hver gang blir det dog en nymfoman halvskrulle, han maler. I kongen Karl IV har han kun set og malt taapen og hanreien. – Eller jeg tar et eksempel fra hans raderinger. I samlingen Proverbios er der et blad, hvor man ser en pjusket, ribbet kylling, som hæslige koblersker soper ut med feiekosten. Overdriver han igjen! Men gives der i kunsten et mere skjærende billede av hin første – eller sidste – gang hos betalt kjærlighed? Det fortæller tillike, at Goya, den «naturalista», ogsaa vet, hvad kjærlighed ikke er. Hvilket jo ikke interesserer en eneste caballero.
Goya overdriver. Der er nemlig i al kunst noget forbistret noget – man er blit enig om at benævne det sjæl –, som formindsker og forstørrer suverænt, som skalter og valter efter eget forgodtbefindende, sænker i nat eller løfter op i dagens lys. En slik sjæl kjender virkeligheden likesaa nøie som godtfolk eller et fotografiapparat; men atpaa kjender den ogsaa virkelighedens virkning paa sig selv. Det er at gjengi dette sidste, den opfatter som kunst. Den «overdriver».
Og det er derved Goyas verker av sig selv og ubevisst faar almengyldighedens vingefang, – blir «symbol», før symbol-
