Side:Kinck Spanske høstdøgn.djvu/110

105

ismens tidsalder. Det er det, som er symbol. Det andet er nemlig spekulation. Maskeret allegori. Livløshed. Han gjengav det personlige indtryk og «overdrev»; derved opnaadde han at tegne den spanske folkesjæl, et mishandlet folk i dets mareridt og i dets ondeste drømme. Derved erhansting den dag idag friske som nattens dug. Uuttømmelige i sit sjælsindhold, ikke netop i sin farve. Uutgrundelige, ti for hvergang man vender tilbake, finder man nyt, idet han i fast orientalsk sorgløshed er stanset op før pointet og lar os leke derhen paa egen haand – godtfolk kalder nok det der ogsaa «uklart»; man føler avsindet og mislyden i spansk aandsliv, som han følte det, blir maalløs av hans kvide. Og han er ikke satiriker av anlæg. Likegyldig om publikum strør han ut raderinger og tegninger; det yrer frem av en hvileløs fantasi, det er som han ikke kan faa det fra sig hurtig nok for næste syn. Synerne kommer over ham, som de gjorde det over Victor Hugo; men hos Goya

Spansk gitarspiller (av Caprichos).