utarter det aldrig til svada. Det er gaadefuldt mættet med ustanselig oplevelse.
Ja Goya er en gaade i Spanien, ikke alene ved sin fantasis størrelse, men ved dens væsens art. Især der, hvor han er mest sig selv, der, hvor han strør ut likeglad om publikum, i det som er blit til «a sueño de la razon», som han sier (mens fornuften sover) – raderingerne, tegningerne, denne guldgrube for studiet av samtidig kultur og av spanske typer. I denne fantasis væsen har han intet med Andalusien at gjøre; han har ogsaa litet tilfælles med den vestgotiske blandingsstripe, som den kunstnerisk indridset sit ansigt ved kastilianeren Cervantes.
Der ligger derimot et land langt nordpaa med et folk, som var saa rikt av fantasi, at det befrugtet alle folkeslag, som kom i dets nærhed, folket paa Erin’s ø. Det utløste endog fantasievnen hos de vaakne gamle nordmænd, da blanding og indgifte først begyndte; de gjorde skalder ut av negative, vantro vikinger og sjøulker, saa deres sagadigtning blev den høieste kunst, som europæisk middelalder eier. Arten i hint folks fantasi læser vi paatageligst og enklest ut av vor oldtids ornamentik, av dens indviklede drageslyngninger, hvor motivet ingen ende vil ta, før dragen glefser sig selv i halen og gjør en slut paa fantasileken. De dyrket i ornamentik netop spiralen og baandslyngninger – rebus-ornamentet, som der ikke er nogen vei ut av, og som vandret over i vore gamle kunstlede skaldevers som karikatur, med kjending inde i kjending. Vi ser, hvor deres fantasi er overvældende og hvileløst søkende, for frodig, for glødende til at arbeide mot et klart og opgjort point, og livets stemninger og sindets indfald for dryssende mangfoldige til at tvinges ind under en rationelt lagt bygningsplan. Irernes digtning gir sig idyllen som de uhyrlige fabelvæsener herreløst ivold; de «overdriver», og deres billedbugnende digtning er stundom taaket. Men den fjætrer.
