Og faar de fat i et
fælles-europæisk sagnmotiv,
kaster de sig yre
over det, overgyder det
med træk, saa det kommer
fornyet tilbake; slik
gik det jo med et fællesstof
som middelalderens
visions-legender – det
som hos os i sin ny version
avgav emne til
Draumkvædet.
Men dette keltiberiske folk er antropologisk baskernes nærmeste æt.
Goya laget engang et titelblad til sine Caprichos. Det er intet andet end et selvportræt – en kunstner, som fór vild i fantasiens skog:
Kunstneren ligger næsegrus ut over et bord, hvor man ser hans tegninger; ligger med ansigtet i sine armer – man ser bare hans isse. Han ligger overmandet. Og luften bak ham er fyldt av flagermus og ugler med storøiede menneskefjæs. Nattens mørke, flyvende dyr. De er lysvaakne. De røgter sit kald, kommer dalende nedover ham, søker fotfæste. Ved hans ben ligger en kat og stirrer op med spilte, forundrede øine. – Det billede fortæller til overflødighed alt hvad vi visste om Goyas trællekaar hos fantasien, om den dystre selvopgivelse.
