og død se ut som alt har gjort sig selv. Og det er jo den farligste panik, hvorunder en arkitektur kan arbeide. Den bygning er ikke forjættende for spansk kunst. Men skjønt den er det mest himmelskrikende i smak jeg overhodet har set, saa gliser det dog ut av disse Gibraltars kanonporter en blindøiet kjærlighed til kunst, der man ikke ser paa mynten: en vakker dag har de lært, hvad kunst er, og millionerne triller den rette vei – hvo vet? Som egte spanier maa man først løpe hæslighedens line ut. – Og deres moderne malerkunst har sin revers: De evnerikeste er emigreret og bor i Paris. Og deres kunst skotter snobbet efter Europa-ry; trods den egne tyngde er den raceløs internationalisme, mens hjemlandet jo ligger og venter saa herlig fyldt av grelle og skingrende motsætninger, av mislyd; ti der gaar ingen vei utenom det gule. «Folkeskikkens» centrum ligger nemlig ikke i Paris, det ligger altid i éns eget land. Og spansk kunst har tilbake at vende hjem og være sig selv, med utgangspunkt i landets enkelte racestrøk; i saa maate kan den lære av Goya. Det er nemlig kultur, det er «folkeskik»; som en avdød vismand engang har sagt: «Kultur er den utviklede natur.s Den er nemlig ialfald slet ikke noget andet.
Jeg har selvfølgelig set en revers ved deres folkekarakter som grusomheden, jeg har der set gyselige ting. Men naar en nordbo, som man oplever det, projicerer sine egne sensuelle fornemmelser ved en slik hæslig scene direkte ned paa spanieren, saa slutter han galt. Deres grusomheder, et grimt bundfald i et gammelt krigerfolks sjæl, er først og fremst følelsesløshed, den avstumpedes likegyldighed. Og hænger i saa maate sammen med arten av deres mod. De er nemlig ikke personlig feige, – og der skiller de sig fra italieneren, som kan ages med bare et blik. Der er et spansk ordsprog:
«Muera Marta,
y muera harta!»
