aandeløst, mens det forestod. Hele teatret lo, da manden endte som en uformelig bylt i en stenur; de lo ikke av maaten, for forestillingen var illusorisk nok, men de lo korthodet av selve det som skedde: av det at manden mistet livet! De lo underlig skadefro av et lik. En rusten mandfolke-latter. Men i det samme tilskuermassen lo, stak et barn i at graate ensteds borti raderne. Det graat i grunden ikke, det tutet ut rædselsslagent; skrek; det mindet mig i sin uvilkaarlige vilde angst om spurvesværmens skrik, da jeg kom den uventet nær opunder Burgos-kastellet. Det barnet var ikke forhærdet, det hadde ikke set død nok. Og tilskuermassen fik sig selvfølgelig en ny, ubetænksom latter over barnets graat.
Og det gamle spørsmaal dukket paany op i mig: hvorfor blev El Greco’s kunst saa populær i sin samtids Spanien? For han blev ikke populær av kunstneriske grunde, som maler – det synes jeg er utelukket efter deres smak at dømme, slik den møter os i deres kunst dengang; Spanien var heller ikke overmættet av farveorgier som Venedig, saa den av mig formodede reaktion kan i tilfælde ikke ha spillet ind her. I det øieblik jeg hørte den barnegraat, slog det mig at det netop var hans uendelige følsomhed, som var grunden, hans skikkelsers indtil selvopløsning utviklede medfølelse. Han var ingen født spanier – det er saa. Men hans evne blev skattet av spaniere, trods anomalien i cornea, denne vidunderlige evne, som ingen eiet før ham, til at træffe det brustne og bristefærdige i menneskers ansigt. Der er det psychologiske moment ved El Grecos sukces.
Det spanske folk har hjerte. Men det har bare hat en hjerteløs historie. Og den utvikling gjentar sig ved hver enkelt spanier: hans barndom har en hjerteløs historie; tyrefegtningernes og hanekampenes griseri gjør resten. Ja; spanieren er blit haard. Men der skal bare kultur til, forat han kan bli noget andet.
Med den barnegraat i øret vil jeg forlate Spanien.
