Naar det skumrer mot kveld her nord, sitter én for lukkede øine og mindes. Og hver stund jeg da vil mindes Spanien, saa er det som en stor eventyr-ø reiser sig langt ute i havet, høi, tung, mørk, uten landfast sambaand med verden paa nogen kant, og det er som to melodier følger med synet, saa motsatte som himmel-ætterne nord og syd. Saa er det som jeg sanser en gul og gold og gaadefuld tone, skurrende for syn og øre, og en anden blussende rød og farlig: Jeg ser en solskinsdag over Aragoniens gule ørken indunder Pyrenæerne, og jeg hører en yr Sevilla-nat knepre mot sydens stjerner med iltre flammetunger.
... Det var høstmorgen og bladløse fikentrær, lysegraa som vinter-gamle hvepsebol. Jeg reiser østover langs den lergule Ebro. Zaragoza ligger alt bak mig, gammel og svart og umedgjørlig, men den egteste og kanske fremtidens by i landet. Og rundt om slaar sletten ut sit solblendede, deilige fang, dette Rioja-vinens avletrængte skjød, og Ebro dormer i myndig ro, lar sig die av vin-sletten og læsker den. Saa stikker toget sig litt syd over fra elven, linjen stiger ørlitet; der kommer et par grisne græsvolder, hvor en stenaldersplog har prøvet at ripe;
