findes ikke andet brændsel her! Men træet selv faar én holde liv i, bare skrape det slik en liten smule indtil blodrøde kjøttet hvert aar; og der staar vel andre søsken-trær her indover, som frister samme kaar, hudflettes. – Men ellers ser jeg ingen spor efter mennesker. Her er bare ørken, – og neppe saameget som en græshoppe at mætte sig med. Oppe paa en høide ser En atter Ebro langt i nord bugte sig indunder bratte sandmæler og rundt gule odder, med bare noget brunsket sivgræs nederst i vandkanten. For selv Ebros bredder smittes av al denne goldhed.
Toget stanser foran et litet stoppested. Der er tunge, tause ansigter, – staar og stirrer umælende paa vognene. Der staar først en graa gjet like bort i heldingen, den er tjoret i et tistel-skelet med en hyssing om sin magre, magre hals; og den staar der med sit avpillede kind og napper saa forkomment i stranten, og saa mat av tørste – det er likesom saa meningsløst at bli ved, for stranten smaker salt; og hun mækrer ikke længer ... Der staar to tørre riflemænd paa perrongen, og den ene har en vældig lærtaske med laas i over skuldren; to viljer staar der av staal, som bringer værdipost over de øde ørkenheier til et saltverk, til en grube ensteds bak sandryggene; de staar med sammenbitte, smale munde, duknakket, ja de huker sig ørlitet, der de staar, skotter varlig op, som de saa sig for efter bandittens riflepipe bak en tufstens-blok ... Men der staar andre, som har mistet sin krybskytte-reisning likeoverfor livet, de staar sløve og storøiet, svelger med det indhule kind, det forfærdelige kind; og synes som gjeten, at det er meningsløst at leve, hvor der intet er at leve av, og bereder sig daglig til Kristi komme ...
Men som jeg sitter her i kupéen foran dette avdøde landskab, toner det andet spanske reiseminde ind, dukker op til
