Side:Kinck Spanske høstdøgn.djvu/128

Denne siden er ikke korrekturlest
123

findes ikke andet brændsel her! Men træet selv faar én holde liv i, bare skrape det slik en liten smule indtil blodrøde kjøttet hvert aar; og der staar vel andre søsken-trær her indover, som frister samme kaar, hudflettes. – Men ellers ser jeg ingen spor efter mennesker. Her er bare ørken, – og neppe saameget som en græshoppe at mætte sig med. Oppe paa en høide ser En atter Ebro langt i nord bugte sig indunder bratte sandmæler og rundt gule odder, med bare noget brunsket sivgræs nederst i vandkanten. For selv Ebros bredder smittes av al denne goldhed.

Toget stanser foran et litet stoppested. Der er tunge, tause ansigter, – staar og stirrer umælende paa vognene. Der staar først en graa gjet like bort i heldingen, den er tjoret i et tistel-skelet med en hyssing om sin magre, magre hals; og den staar der med sit avpillede kind og napper saa forkomment i stranten, og saa mat av tørste – det er likesom saa meningsløst at bli ved, for stranten smaker salt; og hun mækrer ikke længer ... Der staar to tørre riflemænd paa perrongen, og den ene har en vældig lærtaske med laas i over skuldren; to viljer staar der av staal, som bringer værdipost over de øde ørkenheier til et saltverk, til en grube ensteds bak sandryggene; de staar med sammenbitte, smale munde, duknakket, ja de huker sig ørlitet, der de staar, skotter varlig op, som de saa sig for efter bandittens riflepipe bak en tufstens-blok ... Men der staar andre, som har mistet sin krybskytte-reisning likeoverfor livet, de staar sløve og storøiet, svelger med det indhule kind, det forfærdelige kind; og synes som gjeten, at det er meningsløst at leve, hvor der intet er at leve av, og bereder sig daglig til Kristi komme ...


Men som jeg sitter her i kupéen foran dette avdøde landskab, toner det andet spanske reiseminde ind, dukker op til