hun endnu ikke begyndt
at lete. Brudgommen
blender alt omkring sig,
for han har kjøpt flunkende
blanke galoscher
til sin hædersdag og blank,
svart skindtrøie, som lugter
sæletøi lang vei, men
han er stolt over lugten
– næst sit hjertes dronning
er han stoltest over
den. Og han har en trang
liten mund, med barnslige,
opbrettede læber,
som han lukker saa tertefin;
den ligner næsten en
sugetrut, naar han gjør
det; og hans læber eier
ingen tegninger. Han
sætter karslige nyver mellem
Goya, selvportræt (1746–1828).
brynene for at bekjæmpe
sin egen nygifte forlegenhed. Og tilsidst sovner de i
kupéen, med armen salig om hverandres skuldre. Jeg saa
forældre og slegt som fulgte dem til stationen; det var kjernefolk
alle.
Men om éns blik æter ansigter aldrig saa graadig, er det svært at finde basker-typen. Ansigternes mangeartede mylr langs stationerne forvirrer. Jeg ser hele arbeiderflokker, som sitter paa stenmurene, og de fleste virker paa mig væsentlig som midt- og nord-italienske arbeidere.
Men én ting ser man hele tiden: Dette er ialfald andre ansigter end de man forstaar ved spaniere, slik nordboer har malet dem; dette er ikke de høie skikkelser med den litt bukede,
