lave, firkantede negerpande, med den utflytende, raa mund. Den type er ialfald ikke baskisk.
Og naar man har stirret sig resultatløs paa ansigterne, vender man mistrøstig tilbake til det første forunderlige indtryk av gaardene, slik de ligger, og stierne, slik de snor sig følsomt op over brækkerne. Det slog mig: der var typen! Det gaardbruker-folk elsket det bratteste bratte, de elsket stenen! Men især elsket de ensomhed. De var saa rike av sind at de paa sine ensomme teiger hadde noget at snakke med sig selv om. For tusener av aar siden la de sine gaarder slik spredt. I en tid, da fiendehaand og ufred uavladelig var over dem! Deres selvstændighedstrang, deres ensomhedstørst var sterkere end til og med deres selvopholdelsesdrift. Og ensomhed var ikke for dem tørst og ulykke som for den rundhodede halv-bror i Gascogne. De var og blev en race av hel og ubrusten og holdbar illusion.
Der var basker-typen! Hvor litet «romansk»! Og jeg kan ikke andet end mindes de utadvendte, knitrende lattermilde folk paa nabohalvøen. Det folk eier ingen glose paa kvide, paa ordløs smerte. Og i Frankrike laaner Verlaine «spleen» fra engelsk. Mon tro ikke baskerne skulde eie glosen i sit vanskelige sprog?
