renovation. Spurveflokkene skriker i vilden sky av rædsel, straks de ser mig, jeg har aldrig set saa menneskeræd spurv; de hviner, likegyldig hvor langt borte de ser mig.
Og kastellet ruger mørke-, mørkegraat som vaat lere. Derhenne lurer byens kirkegaard, med de forfærdelige cypresser bak den uhyggelig gule mur; de dødstrær virker idag helt svarte, som en dømmesyk prest, der de staar i det skingrende høifjeldslys. For nu letter regnet og det lysner langsomt op.
Aa, for et ødslig og glædesløst forvisningssted! Hit til Burgos forvildet nok sjelden et nygift par sig. – Ja, paa et slikt sted maatte fantasien arbeide for at befolke og forskjønne; her maatte ridderromanerne slaa an som uundværlig føde. Og denne trøstesløse natur maatte gjøre enhver higen uhyrlig. Intet under derfor, at her i Burgos tok utlængselen folk, likesom den tok vore Jorsalfarere, saa de satte avsted til syden under paaskud av at vriste den hellige grav av de vantros hænder. Fra Burgos drog dens bysbarn ut, kondottier-skikkelsen Cid, og stanset ikke før syd i Valencia. Og herfra var Borgia’erne, som ikke stanset før de sat som paver paa den letsindige, smilende nabohalvø, hvor de største kunstnere meislet Kristus som en gjødet, glat Antinous. Om ikke før, saa forstaar man ialfald her i Burgos, hvorfor de tok avsted. Det var intet under, saasandt de eiet mindste livs-vet, end si: skjønheds-tørst.
Aftenens nordost suser ind i de mørke ugræsstranter; den kommer hit over det vældige træfattige bassæng-landskab, over dets rustbrune jord og sten, ribbende den enslige, graastammede platan for de sidste brungule blade. Ute i den ensformige fjeldrand staar staalblaa, uhyggelige skyer.
Det er alt ved solnedgang i vest. Blendende aftensol kaster sit lys paa stormbanken langt ut i øst, lyser ihærdig paa den, saa den gjennemglødes og tilsidst ligner aske, som ulmer uhyggelig, ildevarslende.
Ulmer som Spaniens gotik-glødede, farlige folkesjæl ulmer.
