Et døgn nordpaa tok jeg det tog som stanset overalt. Og
tredje klasse. Et nattog, som bruker hele natten paa en
tyve mil. Det værste jeg kunde vælge, sa spanieren i pensionen,
og fraraadet mig det paa det ivrigste. – Men det er jo paa
tredje klasse man træffer folket. Her som i Italien.
Til en begyndelse, saa længe her er lyst, sitter der næsten bare pene borgerfolk i kupéen; der sitter familie-fædre med for talrik avkom til at overkomme billetten paa høiere klasser. De stiger alle ind fra perrong-siden; og kontrolløren er inde for hver station og klipper. De sætter sig tillidsfuldt ned ved min side; men de har ikke før sat sig, saa skotter de bort paa mig, sitter et øieblik saadan hen og opfatter race-instinktivt, – flytter sig saa unna mig; nogen krabber til og med over bænkerne til en anden baas. Det samme har jeg paa reisen lagt merke til at endog gendarmerne med skarpladde geværer gjør. Saa man flytter sig ikke, fordi man tror man har en illgjerningsmand ved sin side. Spanieren tar sjelden feil, som italieneren, og tiltaler en fremmed, i den tro, at han er av deres egne. Og de flytter sig, før jeg sproglig har røbet mig; forøvrig er mit «buenos –!» (goddag) nu likesaa fuldtonende som deres, jeg lar s’en hvisle sig omstændelig til ende. Deres racefornemmelse er uhyre vaaken; den er simpelthen uslitt og i orden,
