nemlig bakveien, som vender mot fri mark, væk fra perrong og dazio og gendarm. Med lystige blunk ser de efter hende, der hun skridter avsted over sletten, dækket av togets vogner.
Men saa begynder det at skumre, og de bra borgere stiger av, og «buenos –!» har forlængst byttet kjøn, idet vi nu underforstaar «noches» (nat). Et par stationer er der trafikstilhed, som over en landegrænse, til det er blit helt mørkt.
Saa kommer de!
Først stiger der én ind med et lumskt hundeblik. Øiet likesom glefser. Ulveblikket. Han har i grunden bare ett stort øie, og det staar heller ikke ærlig i hodet paa ham – det ligger og lurer saadan halvt paa siden av kindet. Et troløst kyklop-øie, med store, hvite ringer paa gullig-blaa bund, – og det øie vet ikke hvad det andet lover; det andet uttrykker forresten ingenting. Og de rødblonde skjegge-buster staar strittende ut av hans hake og hen over det barnerunde epileptikerkind; ansigtet mangler minespil; avstumpet, stivnet! Han har snip i halsen; den er rigtignok overmaade mer skidden end min, men han tilhører altsaa bycivilisationen. Kappe eier han ikke, bare et uldskjærf; saa han aabenbart er kommet litt braat ut at reise; han steg da ogsaa ind paa toget fra den gale side. Inde i uldskjærfet bærer han en hvit høne, som han tar frem, mens han skotter vart bort paa mig, som det bør sig en nybakt hønseeier; putter den saa stjaalent ind under bænken – dens føtter er sammenbundet. Han sitter litt og summer sig som efter en spændende oplevelse, før han slænger sig ned paa bænken til at sove. – Gud vet hvad race der har overtaket i den skrapkaken! Desværre tror jeg nok den peker mot nord. Og jeg synes jeg har tat manden i haanden baade én og to ganger: jeg sverger paa at hans haandtryk er flesket og koldt, og ikke én finger griper! – Han skyr mig heller ikke, som
