fornemme i det ansigt – pigmentet viser bl. a. bort fra afrikansk blanding. Det peker vistnok atter mot nord: om f. eks. den gjængse bondetype paa hollandske kermesse-malerier blev forfinet, blev litt avpillet om munden og fik magre, grumme læber, saa er ialfald kanske mundpartiet der. Han er maaske av væsen krypende opad og grum nedad; men allikevel er det ikke egentlig den sedvanlige kelnertype, for dette ansigt forlanger undergivne, det burde f. eks. været slagteren, general Weyler’s fysiognomi.
Manden sitter og glor blodtørstig paa mig. Eller kanske han er bange jeg kjender forpagteren, kyllingparrets retmæssige eier. Jeg stirrer igjen og holder ham stangen under hattebremmen; for jeg har jo ingenting at forsømme inat. Saa kaster han sig mut, med et dunk, ned paa bænken til at sove.
Men kanske er det ikke utelukket at ogsaa denne eier sine høns; – men det er bare det: høns er vidtløftige i Spaniens land, fordi de holder sig med kosten selv; de vandrer saa langt utover sletten og ind i skogen, likesom hønen og hanen i eventyret, og saa kan de jo ha vaglet sig i en stenek saadan, fordi natten kom over dem: da passerer Weyler ...
Saa stiger nattens egentlige reisende ind. Først synes det som det er landsbygdens tiggere; men de har blandt andet ikke kvindfolk med, og det er alle yngre mænd. Jeg ser, det er gjætere. Det blir et helt indryk. De har lange stokker og en svær halsklut, rødrutede aaklær om skuldren, mens føtterne faar sørge for sig selv; for hals og bryst er alle spanieres kjæledægge. Og stundom bærer de en tvesæk med niste. Lasete, lappete mænd. Og nogen er saa vældig underklædt med filler, at han bent frem er skudfri, og bukserne staar formløst stinne. De kommer to og to, de kommer næsten fremstupes utenfra og ind paa bænken; «buenos –!» mumler de dødsenstræt og dumpt i skjærfet; leter sig saa bol som hunden,
