igjen efter luren! Som et dyr, som sover paa vâk, er han lysvaaken med en gang. – Og hvergang vogndøren sliter sig løs og slænger frem og tilbake i nattevinden og slipper ind litt av viddens brukbare luft, saa kommer straks en sovende bylt hen og stænger; «hombre!» grynter bylten (gudbevare mig vel!). –
Man stiger ind, man stiger ut. Kupéen staar aapen for viddens nattevinde og uldne utysker.
Men som natten nærmer sig morgenkvisten, og kulden snor sig isnende op om éns knær, der ligger pludselig én paa fire paa gulvet, stryker av fyrstikker og lyser ind under bænken: det er den rødblonde hønseeier. Hønen har vel hinket sig unna, hen til de sammenbundtede lidelsesfæller. Han blir tilslut helt borte ind under bænken. Og jeg ser hans hvite høne og vil hjælpe ham paa ret vei til den: Aqui, señor! Aqui! Men han glefser mig indunder bænken med kyklop-øiet. For det er kyllingparret han leter efter. Og som han kommer krabbende frem med den andens sammenbundtede høns, aapner kyllingen nebbet mot oljelampen for at hilse den ny gryende dag; men da slaar han raskt sine fregnede fingre om dens uerfarne neb, lukker det til, stikker parret ind i skjærfet og styrter ut bakveien, ut mot sletten. Og toget gaar igjen.
Men som toget gaar, vaakner nu den anden hønse-eier og ser sig langsomt om. Han blir liggende længe paa knæ og lyser tænksomt ind under bænken, puster. Han sier ingenting; for slike nybakte hønse-eiere forstaar hverandre. Saa ser han at her foreligger ikke valg. Et hysterisk skrik lyder – han putter barsk den hvite høne med hodet ned ind under trøien, knapper til, og stikker av bakveien; for den skulde jo helst tillike ogsaa smugles forbi bytolden.
Kupéen staar atter tom som nær grænsestationer; det er i overgangstiden mellem dag og nat, før den paany begynder at
