lem Sierra de Gredo’s tamme tinder, risler der en hjemlig følelse over én. Det var et sydtysk skoglandskab, dette, men uten de overvældende Alper. Og det lokker én, at et litet menneskelig motiv kanske ogsaa har spillet ind, da Habsburgeren i askese bestemte sig til at utnævne Madrid til rikets centrum og lægge Escorial op mellem graasten: en hjemlig lugt av eget landskab. Gemsejæger-smak. Mørket falder paa i kupéen. Og man dupper av i tanker over høislettens virkning i spansk aand.
... For russeren er steppen og sletten likesom det hele, al verden. For det folks bevissthed ligger ingen eksotisk, frugtbar dalbund nogensteds, eller langt nede ved havet en forjættelsens by. Nu har jeg set spansk høislette i graat regndrys, jeg har set den i duggende og taaket nat, jeg saa den idag i skinnende sol. Og der er nye, stille høisletteverdener hist bak de fjerne fjeldtakker; der i nordvest ligger Leon med sine, i sydvest det goldeste av dem alle, Estremadura med de halvvilde sauegjætere; en tre fjerdedele av spansk land er høislette. Og naar jeg nu mindes et og andet i den bedste spanske kunst, faar høisletten en underlig og dyp mening: Høisletten har avtegnet sig i spansk folkesjæl. Vel er jorden frugtbar heroppe efter en nordbos krav, der hvor vand findes; der stod jo endog knutet vinstok i veikanten! Vel var den ikke folketom, – ialfald i Nord-Kastilien: Og dog spiller den heiens rolle i deres forestilling; nede i dalbunden, hvor floden rolig og vandrik slikker bredderne, der er syden; der er de dristige drømme virkelighed. Orangerne! Husk Cervantes, hvis helt maa hitop med sine vrangforestillinger! Husk paa hvilken maate hos ham fremmede reisefølger dukker op i synsranden og blir borte i synsranden! Landskabet heroppe ligger som i drøm, man færdes i mareridt; denne folketomme, bølgende slette blev underbevissthedens forjættede rike. Og husk saa hvor Barcelona for Don Quijote er straalende, utadvendt fest ... som en uklare passioners renselse, alle fikse idéers fordampelse; i folkevrimlen dernede, i
