frugtbar, rødbrun flate sig, med træløse skraaninger, og de
er hugget til regelmæssig som med hule træsko-jern; inde i
disse furerne er der plantet vin.
«Mossjo,» gnaaler det med vild sprogblanding, «visitare i monumenti?» Det er en 14-aars tiggergut, som fremdeles holder ut paa siden av mig. Jeg tverskraar over fortauget og sætter fart paa for at skubbe ham av mig mot platantrærnes stammer. Det nytter ikke, han springer bakenom platanen. Og saa søker jeg at ri ham av mot muren. Nytter ikke. «Mossjo, visitare –?» Han vil vise mig det hele for tre pesetas – for den samme pris som nede ved stationen; i hans sted vilde en italiener begyndt med meget mer og nu slaat av; men den spanske gavtyv holder faste priser trods mangel paa efterspørsel. Han vil vise mig katedralen, Santa Maria la Blanca, La Mesquita, ja endog «El Santo Greco», som han tror er en helgen, vil han vise mig for tre pesetas. Man mister besindelsen, brøler: Anda! (gaa!)
