... Adios! – Nytter ikke. Han fordobler sin iver; og hans øie
leter sig frem dit, hvor mit blik stanser op: Jaha, det er
kastellet! sier han ... det Solporten! – Vi to er saa at si
gamle kjendinger nu, vi har jo hat behagelig følge i 20 minutter
... Nu skal der paa spansk være to utveier med en slik klæg:
Stille sig truende op og spørge med en ed, hvad han egentlig
vil, og saa skape sig aldeles rasende, som man ikke nu kan
svare for hvad her videre kan ske; men for det første maa
da ordflommen mestres, og dernæst sitter den litt fast i halsen,
den obskøne lille runde yndlings-ed, som spanieren smør hver
anden sætning med, endog i damers nærvær, men hvormed
man alene kan stemple sig som egte indfødt, saa alt praieri
med ett slag er haabløst. Den anden utvei er at gjøre bruk
av den formular, jeg fik av en ven i Madrid; man skal si med
tilhørende smil: «Non se canse Usted!» (nu maa De endelig
ikke gaa træt). Og jeg valgte den. – Jeg har ikke set virkningen
før, den var uhyggelig: gavtyven blev hundesvak i blikket,
han dryppet væk, sank blødende i jord. – Saa én stod
igjen ganske fælen tilmode ved at træffe blank selvfølelse og
stolthed hos en slik én. Det kan man kalde spansk tiggerpak!
– – –
Man søker først den pragtfulde gotiske dom, med San Jago’s kapel i den vakreste, enkleste gotik jeg vel overhodet har set. Og som én vandrer her rundt i det dype halvlys, sværmer tiggere og guider om én lik moskitos: «Mossjo, visitare –?» For jeg har ikke hjerte til at bruke besvergelses-formularen en gang til. Jeg vandrer ut i byen og rundt i dens trange, krokete smug, hvor som oftest ikke engang en vogn faar plads, saa man kløvjer melk og brød og søppel paa graa, langørete æsler. For en fugl i luften maa denne by med de lunefulde gater være som et raatnende blad at skue med dets net av utallige trevler. Jeg stikker indom kirker, jeg kommer forbi El Nuncio, det ældgamle galehus som Cervantes nævner; og jeg kommer ut paa
