landet ved byens slagtehus, hvorfra den herlige utsigt er vestover mot Tajodalen og den sydlandske slette, som er blaagrøn av frodighed. Jeg kommer forbi den ørlille gamle teglstensmoske («Mesquita»), som just er under enestaaende restaurering til turisternes ære: man hvitter og fornyer den, saa kalken driver nedover dens byzantinske fresker; snart kommer turen til freskerne, og naar de er færdige, er der visselig ingenting gammelt tilbake derinde bak de smækre hesteskobuer: Toledo har da faat noget virkelig pent at vise frem.
Men især vandrer jeg rundt i gaterne, som slynger sig mørke, oftest uten vinduer i de nedre etager; stundom virker strøk som en klynge forter og blokhus. I portalerne er der sengotisk ornamentik at se; der er ogsaa ældre, romansk-lombardiske søiler paa løverygger; men mest er der maurisk: f. eks. bare alle portene, som er saa dryssende oversaadd med de store naglehoder! Man bortrykkes til det mauriske Toloitola i det 9de og 10de aarhundrede. Og det er som man ikke hører det gnaale «mossjo» længer; fra vinduer vinker sirener, de staar hode bak hode, de banker, saa ruterne klirrer og er ved at springe: «Mossjo!» kakler det. Det er som indespærrede høns. «Aqui» (her)! skriker de. Og nogen har lært fransk og roper gjennem de lukkede ruter: «Venez ici!» Men selv det blir fjern historie i disse gamle gater. Det er som at vandre rundt i Pompeji, dette; endog hjulsporenes slit i den graa sandstens-brolægning er den samme. Bare det skiller, at her lever og rører endnu de borgere sig, som hører museet til. Og derfor griper denne by underligere end selve Pompeji.
En stanser op foran laaste gitterporter og ser ind. Der er tung aftenskygge her ute i det mørke smug mellem de høie paladsvægger. Men der inde i patio’en bak gitterporten sitter en ensom dame i profil paa en sivstol og luter ærbar nedover sin søm; hun sitter derinde i flommende, tindrende overlys, paa et gulv av brogede marmorfliser. Og i halv ring rundt hende staar
