Hele torvet løfter sit ansigt. Og bare ungerne er moderne; de slipper sin snurbas og sætter over pytterne mot de nyankomne: «Mossjo, visitare i monumenti –?»
Som jeg sitter alene i skumringen nede paa stationen og venter paa toget til Madrid, slipper kontrolløren ind seks lysklædte, pur unge, glade piker; det er Goya’s storøiede, smaa «majas», med blaa glimt i blikket og bronse-skjær i det mørke haar. De fylder perrongen med et bluss av knitrende latter; og den kom samtidig, som alene velinstrueret teater-latter. De stryker ind paa mig, puffer bort i reiseboken, hatten er heller ikke sikker paa mit hode. «Mossjo!» hauker de. Og de kakler, og de er vaggende, og de er kniksende i hvert led. «Debe ser un artista!» (maa nok være en kunstner) skogler de til hverandre. Kanske det var min onde samvittighed, – men jeg opfattet deres latter som Toledos haan over det særsyn av en standhaftig turist, som ikke i nogen form lot sig fravriste en soldo til en gavtyv: nu mobiliserte det smukke kjøn og øvet den sidste hevn. – De sætter sig endog paa bænken hos mig, og da det blir trangt, og jeg reiser mig, styrter en endeløs latter ut over mig. Og jeg tar et uhildet skjøn henover den lysklædte række; det er i virkeligheden kun den besværede tyrs sidste haabløse blik paa sine banderilleros. Men de misforstaar blikket: i samme nu jeg ser paa dem, sitter de blyge, slaar sine tolv store, straalende øine mot jorden; de sitter tause av spænding, som om Paris stod foran dem med sit eple. Nu først ser jeg situationen: Det var glædestørstige harems-damer, alle seks; og deres latter var eggende, ikke æglende! Det var Toledo’s allersidste opbud for at besnære, hønsene som kaklet fransk bak de lukkede ruter deroppe. Og alle seks klager da ogsaa nu til overflod stille op mot mig, at imorgen gaar der da ogsaa et tog ... Mossjo! ...
