50
Men der kommer nye
Majas leker med en utstoppet dukkemand.
Maleri av Goya (i Prado).
mænd ind paa perrongen,
og kvindelatteren
blusser eventyr-lysten op
paany, sorgløs og klokkeren
og uten nag mot
nogen, slaar sine koglende
toner om dem; dør
saa ute i den brune høstkveld
over den rævepelskantede
Tajo, mens
banemandens hæse, omstændelige
markeds-skrik
til avgang skjærer gjennem
al lyd: Señores
viajeros, en tren! Og
toget triller mot nord. -
Det maa være kjedelig at være fordums hovedstad. Man har vistnok tittet paa en miniaturmodel av en by, en museumsgjenstand saa tætpakket av historie. Men livslysten var slet ikke blit museums-gjenstand. Selv om det var noget av det over det stille billede av hende i patio’en, som sat i sivende himmellys ene hos sin blussende geranium, saa var der dog ellers allesteds evne til lystighed, letsind. Ja, det var paa vei til at utarte til slyngelagtighed som i selve Neapel.
Og jeg mindes Goya, naar han maler Toledo’s arvtager i festskrud, denne stilløse opkomling iblandt hovedstæder, saa grissen paa historie. Dette lille tætte, vidunderlige billede! Der er folkefest ute i det fri ved Manzanares’s bredd; den gjælder stadens helgen. Og man sitter heroppe i aftensolens skjær og
