Jernbane-natten er over, Bordeaux passeret. Der kommer et
graanende, forspist egtepar ind i kupéen. Først kommer
en flunkende ny svart damehat stikkende ind: Ah, mon chapeau!
klynker madame. Og jeg tar den varlig paa haand og holder
den som et skjørt spædbarn, mens de to fete klatrer ind fra
stigbrettet. Saa avløser monsieur mig og lægger hatten med
andagt op i nettet. Hun er et vældig stykke menneske med
et olje-glinsende, følelses-løst ansigt .. høit opsat haar, lang ret
næse, og en mund med tynd overlæbe, som løper ned i en fin,
grum flip ... et kobberstik fra de sidste Bourbon’ers tid. Hun
sitter der rank som en dronning; hendes krone, og kronen
paa hendes utfærd, ligger jo og breder sig bak hende oppe i
nettet. Og monsieur er en galant og godfjottet sidste Bourbon
... et opblaast konjak-fjæs, hvor fine blaa og røde aarer
fletter et lunefuldt net nedover purpur-næsen og purpur-kindet.
Mit reisefølge sydover Les Landes, den lavlændte strækning fra Bordeaux til Bayonne.
Kanske har man tænkt sig Les Landes noget bortimot som sletten mellem Rom og havet, med vældige kvægdrifter ... graa okser med sot-svart opsyn, med svære horn ragende mot sky ... og en gjæter ensteds ... Og saa det hele glidende ut, bare som en ørfin strek derute under havets dirrende sølv-
