historiske aktstykker og kan kontrollere ham i hans syn paa den historiske model: hans vidunderlige psychologi. Han var sin samtids klokeste øie. Og Tizian tiltar, Tizian er vældig, om man stritter med sin beundring aldrig saa trodsig imot, til hevn fordi han har saa lekende let for det....
Man gaar og tænker i salerne herinde
paa dette Spanien, som fik inkvisition
istedenfor renæssanse. Det lammet
ganske anderledes end et blodbad
en gang for alle: det smittet sindene
Dyret og skrifterne (av Goya’s Caprichos).
med sit dyriske vanvid. Den mani la
det intime individ øde. . Og deres malere
her i museet glir forbi motsætningerne i sit folks sjæl og
natur, de veirer dem ikke engang; eller de tør ikke veire. De
har ikke engang faat øie for det fritstaaende menneske, de eier
f. eks. ikke skulptur. Da fortæller spansk arkitektur mere om
folket end den bildende kunst gjør; den fortæller jo om møtet
mellem en aktiv og en passiv race, idet gotikkens reisning og dens
vilje har været maurerne livsalig. Dens aand utløste og forstørret
orientalsk prydkunst, idet den ornamentale kunst blev overført
og kom til anvendelse paa arkitektur, skjønt den ifølge væsen
hører hjemme paa keramik, nips og paa æsker. Mudèjar–stilen
fra det 12te aarhundrede og utover fortæller om det racemøte;
i det 15de aarhundrede er favntaket fuldbyrdet mellem
gotik og maurisk pragt. Og i den «platereske» stil ser man
samlivet lekende fortsat, idet nu ogsaa renæssansen er kommet
med. Men stundom virker blandingen underlig mekanisk, uorganisk,
– som naar to av altfor uensartet race giftes.
Spaniens bildende kunst fik ingen renæssanse. Det folk fik inkvisition. Deres Michel Angelo het Ribera, mesteren i
