at fremstille denne obksurantismens sensuelle sinds-farsott; hans helgenpinsler hører hjemme i et land, hvor Torquemada’er radbrækket medmennesker efter infamt utpønskede regler i Malleus maleficarum, hin rettroenhedens psychopate, haarreisende straffecodex. Der er intet himmelstormende, ikke engang reisning, bare en Seneca, ved denne maler i stemningsløst svart og hvitt. Rembrandt benytter ogsaa lyset suverænt; men han skaper en verden ved det, han bruker det til at gi dybde; og derind, i en mystisk fremmed verden, som er hans, indbyr han os at se: vi vender stille tilbake fra hans hemmelighedsfulde, rike land. Ribera skaper ingen verdener ved sit lys og sit mørke, gir ikke dybder; alt er flatt. Der sitret ingen sjæl. Der hvisket ingen røst. Han maler ikke heller Spanien med skriket i dets sjæl.
Og der hænger Zurbaràn’s munker i sin luftløse tørhed. Kanske ikke saameget her som i Sevilla-museet ser man hvor han nasker i al sin fotograferende armodslighed; man ser i hans kunst igjen EI Greco, endog venezianernes gyldne lød gaar igjen. – Og der hænger charmøren, alle bedsteborgernes yndlingsmaler. Murillo, hvis hovedsamling findes i Sevilla, har faat en rotunde for sig selv her i Prado, et eget bedehus. I godtfolks omdømme staar han jo paa høide med Guido Reni eller med Carlo Dolce – staar bare tilbake for disse i behandlingen av taarekjertlerne; og da faar det tilgives ham, om han laaner litt fra El Greco eller fra Rembrandt. Det er to eller tre stjerners kunst i reisebøkerne. Og da blir det en lægmands egen forbandede feil, om slike laan forstyrrer ham. Men den som ikke gaar her som kunsthistoriker, han leter ikke efter hændigheder; det er jo kunstnerens egen stemme, jeg gaar her og leter efter – ikke bare efter hvad huset formaar. Og naar man ikke hører en egen stemme, saa glir en ulærd mand uberørt videre.
Der kommer klassikeren Velasquez’s sal. Ved den mester gjør en lægmand klokest i at være særlig varsom. Det agter jeg
