der har han malt noget han virkelig elsket. Tør jeg fremture og si at Velasquez, det er dog Horats? Og at den som elsker Horats som stor digter, elsker ogsaa Velasquez med hud og haar?
Men spanieren idag priser disse fire malere som «idealister»; Goya er «naturalist».
«Naturalisters er dog vel egentlig de som mangler egen stemme. Det er de egentlige naturalister; de mangler nemlig da ogsaa sjæl, eftersom sjæl kan man nu engang ikke saadan laane.
I kunst har disse andalusiere en merkelig liten evne til illusion. Der er en umiddelbar virkelighedssans, en ensformig og temperamentløs underkastelse; det er som kunstens rang og ret som saadan endnu ikke er bragt paa det rene. Tyrefegtningens brutale haandgripelighed er f. eks. mere for dem end det sterkeste drama. Og man indser hvor let i et slikt naivt kunstfolk en Don Quijote kan komme til at hugge hoderne av dukketeatrets maurere. Det kan synes underlig, siden jo religiøs tro var spanierens styrke. Men den tro beror paa evne til illusion om det hinsidige. Kunst beror paa illusion om ting paa jorderig; blir den saa paagaaende, at den fortrænger virkeligheden, er den jo ophørt som illusion. Da er den hallucination, som ikke længer befrugter aand; da gaar man løs paa dukketeatrets maurere med slagsverd. Med andre ord: Jeg vil ha sagt, at ved disse malere er det ikke bare inkvisitionens følger én sporer. Det er selve den andalusiske aands væsen, som aabenbarer sig i denne art kunstgemyt. Og meget av det jeg kjender av spansk literatur fra idag, er i slegt med det.
Men der er én som hænger her, som har egen stemme, og en intim stemme – El Greco. En skjør, hektisk aand med en uendelig, en syk følsomhed. Hvor suget ikke i Sevilla hans ene portræt av hans søn, den unge maler, vore øine hen til sig og bort fra alle væggenes Zurbaràn og Murillo og Ribera!
