traad. Det hadde jeg. Og saa er det en milelang, myrlændt furumo jernbanen skjærer igjennem, hvor forstmanden har sat stammerne rationelt i geled, saa skogen klipper forbi som paa en kinematograf, med sagbruk, med trælast-tomter, med gaardmands-(eller husmands-)stuer klint op i gullig kalk og teglstensrødt listverk. Og havet skimter én aldrig. – Høstbrun, svær bregne gir skogbunden dens karakter idag. Men denne bund er dog ikke av en norsk furumos armod; for se! dens lyse gule sand eier safter, saa vinstokkens knutede og fegtende slangekrop trives, hvorhelst den graves ned. Og der er iblandt store, aapne rydninger midt i den mørke skog, som sydens dagslys fylder med sin tindrende latter, selv naar solen er borte bak regn-skyer. – Langt inde i skogens kilometer-dype geleder gaar sauer og beiter, drivende hvite som blomster. Og gjæteren mangler ikke, gascogneren; han vasser paa stylter i myren, høit over sine skinnende hvitveis.
Jeg skottet efter de langskallede baskeres rundhodede bror her. Bare to bleke ansigter læste jeg ind i, ved en banegrind; de ventet med sin kridhvite drift. Der var noget lukket om deres mund, noget sammenbitt, ... som paa en ung student, han prøver sig første gang paa vers.
Hvad under vel om gascogneren blev et ordsprog! Den skavank, hvorfor han blev det, behøver ikke være stammen medfødt; en ensom gjæter saadan inde i moerne blandt en flok umælende sauer maa noget finde paa, og en slik paatvungen indadvendthed er forklaring nok: fantasi her maa skape verdener, hvis dimensioner ikke beklippes. Saa drysser det av ham med skrytvorne uhyrligheder, naar han træffer folk, som gidder høre paa, og den sammenbitte mund aapner sig. Den svakhed er bare en gjæter-egenskab. – Og holdbar illusion skorter det ham paa, fordi han fik den gallerens fremmede race-draape i sit blod, som hvisker til ham fra siden, at nu skrøner du! Og det glædeløst indætte jeg saa der om
