16 Det lykkelige valg
verden. Skuffelser — det minder om harsk smag i munden.
SOMMERBLOM (ind med en liden tingest i haanden, vender sig i døren). Nej da, lille Matilde. Hun skal bare faa se paa den. Du skal faa den igjen strax.
Se her, frøken Celius. De maa beundre vort nye husdyr. Hvad gir De mig for den?
HOLT. Det er jo en skildpadde.
PAULINE (rører forsigtig ved den). Er den levende?
SOMMERBLOM. Ja vist lever den. I beste velgaaende, paa et lidet grønt persilleblad om dagen. Men De kan tro hun er glad i den. Hun slipper den næsten ikke ud af hænderne nat eller dag.
PAULINE. Faar jeg lov at hilse paa Matilde?
SOMMERBLOM. Ja vil De? Det vil glæde hende. Hun faar lov at komme herned paa badet hver dag, naar det er pent vejr. For hjemme i Kleva er det ikke sol. (Pauline ind privatdøren.)
HOLT. Kan hun enda ikke staa paa benene?
SOMMERBLOM. Næsten ikke. Men vi lever i haabet, kandidat.
HOLT. Det er frygtelig. Jeg begriber ikke, at De holder det ud.
SOMMERBLOM. Kjære, hun er Guds hvideste engel. Og faar vi raad til at rejse til Kristiania med hende, til de store lægerne derinde — — Men det har lange udsigter.
HOLT. Hvor gammel er hun nu?
SOMMERBLOM. Lidt over tretten aar. Det begyndte med en snev af den engelske sygen. Men alt vilde være godt efter omstændighederne, bare barnet slap at bli overanstrengt.
HOLT. De er da vel aldrig saa ufornuftig, at De forlanger noget arbejde af hende?
SOMMERBLOM. Nej jeg. Men ser De, der er jo en hel
