40 Det lykkelige valg
FRU LAVINIA. Overlad du hans opdragelse til mig.
ANTON (ind med munden fuld af mad og et stykke blodig Steg i haanden. Klapper sig paa jakkelommen). Kan du gjætte hvad jeg har her, Pauline?
PAULINE. Æsj. Fy. Det er vist en rotte. (Rygger bag moderen og samler skjørterne.) Vil du tænke dig, mama — igaar slængte han en halvdød rotte lige i synet paa Alette. Er det ogsaa et instinkt?
ANTON. «Og i nat saa jeg igjen hans sterke gjennemtrængende Øjne. Ø. sir de er stikkende —»
PAULINE (kaster sig med et hvinende skrig over ham). Din tyv! Din væmmelige, ufordragelige spiongut. Slip. Vil du slippe.
FRU LAVINIA. Anton.
ANTON (rækker Pauline bogen).
PAULINE (styrter hulkende ud).
FRU LAVINIA. Nu Anton, er du fornøjd med dig selv?
ANTON (svarer ikke).
FRU LAVINIA. Siden du tier, gaar jeg ud fra, at du ikke samtykker. Jeg er ogsaa meget skamfuld paa dine vegne, Du kan gaa. (Celius i det samme ind. Ser spørgende, først paa gutten, saa paa sin kone.)
CELIUS. Har knegten været opsætsig.
FRU LAVINIA. Brug ialfald ikke det ordet. Nej, det var ingenting.
CELIUS. Jeg synes han ser saa skyldbevidst ud. Hvad er det du tygger paa, gut?
ANTON. Mad.
CELIUS. Skal du staa og mumse og tygge, naar din far snakker til dig?
ANTON (svælger).
CELIUS. Var du med blandt de unge banditterne; som holdt kattekoncert i trætopperne, da statsraadens tog skulde gaa?
