44 Det lykkelige valg
CELIUS. Du udtaler det præcis som kileskrift. Ræk mig bogen. (Ser paa skriftstykket. Pudser lorgnetten og gransker det paany.)
FRU LAVINIA. Jeg er spændt paa tydningen.
CELIUS. Det er poesi. (Til Anton.) Du skjønner da vel for fan, at dette er poesi. Hvaha.
FRU LAVINIA. Ja, men oversæt. Oversæt.
CELIUS. Gutten har jo ingen fornemmelse af, at det er vakkert. Pompøst. (Smækker bogen igjen og slænger den til Anton.) Hvad staar du og venter paa? Pak dig ud. (Anton ud.)
CELIUS. Der kan du se.
FRU LAVINIA. Ja, jeg kan se. Og det kan gutten ogsaa.
CELIUS. At en ikke engang i sit hjem skal være forskaanet for modstand og fortrædeligheder. Som om jeg ikke havde nok af det i det offentlige liv?
FRU LAVINIA. Hvad er det egentlig du beklager dig over? Er det over din kone eller over dine to vellykkede børn? Du bør forklare dig nærmere.
CELIUS. Det jeg arbejder for, det jeg holder for mine livssager, skulde da vel først og fremst her i mit hjem møde interesse og forstaaelse. Men fraregnet Pauline —
FRU LAVINIA. Du glemmer at det ogsaa har været en af dine livssager at trække os kvinder ind i det offentlige liv. Jeg har aldrig indset nytten ved det, jeg har ganske andre anskuelser, men jeg maa da faa lov at hævde dem? Kom endelig ikke i strid med dine egne principer.
CELIUS. Jeg kan ikke opfatte min egen kone som min politiske modstander.
FRU LAVINIA. Tænk dig engang ind i den situation, at jeg stilled mig til valg.
