Det lykkelige valg 47
FRU LAVINIA. Det er hun i mine ikke mindre. Ser du de graa silkevanterne — nej der paa stolen ved pianoet. De betyr at hun kommer igjen. Hun har lagt dem fra sig i tankeløshed eller begejstring.
CELIUS (ser paa sit ur). Jeg skal forresten i et møde.
PIGEN (ind). Telefon til fruen.
FRU LAVINIA. Hvem er det nu da?
PIGEN. Ved’ke. Det var en herrestemme.
FRU LAVINIA. Hejsan. (Hun følger efter pigen ind i spisestuen. Celius vil benytte anledningen og gaa, men løber lige mod frøken Augusta Sperling i havedøren.)
CELIUS. Nej er det Dem, frøken Sperling. Jeg stod just paa farten. Kom ind. Kom ind.
AUGUSTA. Jeg kommer bare for at hente vanterne mine. (Ser sig om i stuen, tar begge hans hænder.) Jeg maatte hid og takke Dem for atter en dag — atter en dejlig dag.
CELIUS. Ja det var hyggelig, ikke sandt? Men jeg er lidt ængstelig for Barkeland. Han var ikke rigtig i sit es.
AUGUSTA. Barkeland er ikke anderledes, forsikrer jeg Dem. Paa bunden er han saa elskelig, men hvor han kan være ru paa overflaten. Han har en idyl i sig, men den er ligesom overgrodd. Han er saa var, saa var. Aa, om Barkeland engang vilde aabne sin egentlige natur.
CELIUS. De ser altid tversigjennem til det menskelige, frøken Sperling. Det er det store ved Dem.
AUGUSTA. Det er vist det barnlige jeg ser ved mændene. Ved dere store højtidelige mænd. Det som trænger hjælp og ømhed. Men det er kanske en svaghed hos mig?
CELIUS. De ejer et fond af idealisme, og det er ingen svaghed. Tvertimod. Og vi som bærer dagens byrde i det offentlige liv, trænger ogsaa lidt paaskjønnelse engang imellem.
