48 Det lykkelige valg
AUGUSTA. Og ømhed, Celius.
CELIUS. Jeg ved, at der ikke egentlig er noget begejstrende ved min personlighed.
AUGUSTA. Nej, men kjære Celius —
CELIUS. Forstaa mig ret: jeg mener for den store hob.
AUGUSTA. Det skulde da være, at en kæmner mellem skatteyderne — —
CELIUS. Men jeg tror jeg er den eneste, om jeg saa maa si, fødte politiker i denne by.
AUGUSTA. En af de faa i landet, kjære Celius. I samtiden.
CELIUS. Mange vilde si, at De overvurderer mig, som det kan hænde vaabenbrødre imellem — ja jeg mener ikke, at jeg nogengang skulde komme til at overvurdere Dem, kjære frøken Sperling. Jeg er lykkelig ved bare tilnærmelsesvis at skatte Dem for, hvad De har udrettet og hvad De er i Dem selv og for mig først og fremst. Kort sagt: det er mulig, at De ikke overvurderer mig. Lad det staa hen. Det kan hænde, at jeg er en af de faa fødte politikere i samtiden. Men hvad saa?
AUGUSTA (uvis). Ja . . ja hvad saa — —?
CELIUS. Ja, hvad saa, frøken Sperling? (Pause.) Var det formeget forlangt, at byen gav et synlig udtryk for sin paaskjønnelse?
AUGUSTA (lettet). Nej, det ved Gud. Men det er da sikkert ogsaa paa tale.
CELIUS. Har De noget bestemt at holde Dem til? Har sagen været drøftet?
AUGUSTA. Nej — ja det vil si: bare rent foreløbig.
CELIUS. Der ligger jo et slags vink i det samtræffet af dage.
AUGUSTA (tier uforstaaende).
