Det lykkelige valg 61
ikke forstaar menneskene, saa er jeg jo igrunden overflødig.
FRU LAVINIA. Nej, hold nu op De ogsaa. Dette er ved gud ikke noget at ta tungt. De, pastor, forstaar akkurat hvad De har brug for at forstaa. (Sukker.) Gid De forstod lidt mere forresten. Men dermed basta. Kan De derimod si mig, hvad jeg skal stille op mod en slig umulighed som min mand, saa skal De ha tak.
PASTOR FELTMAN. Men kjære frue, Deres mand! Deres mand er da vist en betydelig politiker.
FRU LAVINIA. Ja, det er han vist. Og om ikke betydelig, saa ialfald politiker. Sent og tidlig. Søndag og hverdag. Højt og lavt. Men det er ikke det jeg beklager mig over. Det har jeg faat vænne mig til. Nej, det er ikke det. Men sagen er, at Celius er i bund og grund demoralisert.
ONSØ. Det er han selvfølgelig. Men gjør det noget?
PASTOR FELTMAN. Kjære frue. Som hustru —
FRU LAVINIA (stanser ham med en blid men affærdigende gestus). De aner ikke, hvor enig jeg er med Dem og skriften. Og kommer det an paa at bøje sig, saa bøjer jeg mig gjerne for en mand, men ikke for en socialøkonomisk trætavle. Ja jeg ved, at det burde jeg betænkt for tyve aar siden. Men der indtræder af sig selv en periode i et sligt slægtskabsforhold som det mellem to gifte mennesker, da omsider vanen har, uf! ikke sløvet, men hærdet ens blik for hverandre, saa det er blit blankt og tørt. Da gjælder det, at magten og ledelsen selvsagt og uomstridt kommer i de rette hænder.
ONSØ. De er klar som krystal, kjære veninde.
FRU LAVINIA. Det haaber jeg. De husker altsaa, doktor Onsø, at jeg i formiddag lovte Dem, at De inden aften skal bli politiker? Det samme skal pastor Feltman. Vi tre som her sidder stifter en sammensværgelse.
