Det lykkelige valg 75
CELIUS (med møie). Jeg er trykkende taus.
FRU LAVINIA (kommer ind. Staar med hænderne i siden og ser fra den ene til den anden). Ja, du er nok det. Du ser ud som en figur i et voxkabinet.
CELIUS. Du er indviet i sammensvergelsen, Lavinia.
FRU LAVINIA. Nej, ikke i denne sammensvergelsen. De har ikke raadført sig med mig heller. Man gjør jo ikke det længer.
CELIUS (ser sig om, som om han savner noget. Drikker en slurk saft og vand). Jeg har bare én ting at si Dem, hr. Holt. De har hermed Deres opsigelse som redaktør — og nogen anden forbindelse mellem os har der ikke været og vil der ikke kunne bli.
HOLT. Tak, jeg er villig til at gaa.
PAULINE (kaster sig om halsen paa sin mor).
FRU LAVINIA. Ingen scener. Ingen taarer og ikkeno pjank. Her har jeg ordet.
HOLT. Efter det som passerte mellem Celius og mig —
FRU LAVINIA. Nej, ikke De heller. Her er det jeg som har ordet. Til dig, Pauline, vil jeg si, at jeg finder din opførsel barnagtig og tankeløs. Her kommer du vimsende ind til din far, som sidder til opover ørene i offentlig liv, og sir: Jeg er forlovet. Værs-’god og gratuler. Hvad er det for en manér? Er det et livsanliggende, du indvier dine forældre i, saa gjør det da med ærbødighed for dine egne følelser og din egen beslutning om du ikke har nogen ærbødighed for os. Og af Dem, Øjvind Holt, havde ogsaa baade min mand og jeg ventet noget andet. Som voxen og alvorlig mand faar De anholde hos os om vor datters haand og gjøre rede for Deres stilling og udsigter, før De kan vente, at vi skjænker Deres og Paulines forelskelse en alvorlig tanke.
HOLT. De har ret, frue.
CELIUS. Vel talt, Lavinia.
