De er begge ledige. Celius driver fra vindu til vindu og ser ned paa gaden.
CELIUS. Dette er en utaalelig dag, og aldrig tar den ende. Kan da ikke de menneskene komme til et foreløbig resultat ialfald.
AUGUSTA. De vil ikke jeg skal gaa derhen, Celius?
CELIUS. Nej, bli her endelig. Gaa ikke fra mig.
AUGUSTA. Tak.
CELIUS. Vi har jo telefon. De maa da vel endelig varsle pressen. Og desuden lovte Paalsbo at holde mig underrettet.
AUGUSTA. Skal jeg ringe op og høre?
CELIUS. Nej nej. Jeg taaler ikke den lyden. Det er med mig som med de kunstnere, som aldrig kommer over lampefeberen. Saan er det naar jeg tar ordet i tinget, og saan er det hver valgdag. Og tænk da iaar. Iaar.
AUGUSTA. Ja, men iaar er der da heller ingen tvil om udfaldet.
CELIUS. Nej, det er det vel ikke. (I opfarende angst.) Hvaha? Nej det er der gudskelov ikke. Men denne store valgdeltagelsen gjør mig nervøs. Hvad skal den være til? Hvorfor pokker kan ikke folk holde
