98 Det lykkelige valg
ONSØ. Det maa De vide. De har da ikke været gift med Celius i nitten aar forgjæves.
FRU LAVINIA. Hvad sir De, pastor Feltman.
PASTOR FELTMAN. Jeg er lykkelig. Jeg er baade lykkelig og taknemlig. Det er første gang i mit liv jeg har kastet mig ind i politiken. Og se, saa har jeg vundet en stor sejr.
ONSØ. Det er akkurat som naar en klodsmajor første gang kaster sig ind i kortspil.
PASTOR FELTMAN. Der hvor de beste stemmer og ord burde lyde, der skal De komme med vor stemme og vore ord, fordi De er et bundredelig menneske, som vêd hvad De mener, og vil hvad De vêd er ret.
ONSØ. Og fordi De har et haardt ben i næsen.
FRU LAVINIA. Ja, jeg blir vel nødt til at takke. Og jeg faar prøve at ikke skuffe Deres tillid. Men, pastor Feltman — dette var mig højst, højst paafaldende. Det første jeg nu har at gjøre —
ONSØ. — som stortingsmand —
FRU LAVINIA. Det er at beskikke mit hus. Celius har lukket sig inde.
ONSØ. Men glem endelig ikke Deres vælgere. Deputationen er her om en halv time.
FRU LAVINIA. Jeg skal staa parat. Paa gjensyn. (De gaar. Fru Lavinia mod døren til kontoret, men stanser og falder i tanker. Pauline ind.)
PAULINE. Men Gud, Mama. Du er jo valgt!
FRU LAVINIA. Synes du det er saa galt?
PAULINE. Det er naturligvis kjækt og moderne — — Men det er ikke til at holde ud. (Brister i graad.) Hvorfor skal vi være rarere end alle andre mennesker?
FRU LAVINIA. Du har ikke noget at bebrejde dig i den henseende.
