Side:Kjær Samlede skrifter V.djvu/124

Denne siden er ikke korrekturlest

126 Det evige savn

klinken og traadte indenfor. Ogsaa denne dør var saa lav, at han maatte lude hodet.

 Derinde var det lysere. Der laa en mand og snorket i en slagbænk i krogen, men idet han lukket døren efter sig, skubbet en gammel kone sig op paa albuerne i fladsengen, hvor hun laa under vinduet.

 – Men jøs, er det folk!

 – Det er mig. Godkveld mor.

 – Nei var det ligt sig! Er det Johannes . . . Aanei, aanei, aanei og gudskelov!

 Hun fik paa sig et skjørt og glattet haaret vel ind under kappen. Saa nærmet hun sig paa sokkelæsten og udstrakte imod ham begge sine hænder. Han satte fra sig kjæppen og reisevæsken og lod hende tage sin haand. Hun klappet den forsigtig som det var en fugleunge og vedblev at mumle: Aanei, aanei, aanei! — Og nu er du færdig i læra? spurgte hun . . – Det har vel præsten været her og meddelt? — – Javist, jeg fik enkom bud om at komme der op lørdagen var.

 – Han kunde umaget sig hid selv.

 – Aa var det ligt! Men nu skal du ha kaffe, og kammerset dit staar fuldt færdig oppe.

 – Det var godt. Men jeg skal ingenting ha. Jeg er træt og gaar op og lægger mig straks.

 – Men vi maa vække Hans Jørn.

 Hun ruslet hen til slagbænken og rystet i manden. Han holdt op at snorke og gnikket sig i øinene og gjæspet og vendte hodet plirende med et øie mod sønnen.

 – Haahaa, er det slige storfolk ude . . sa han og snudde sig og sov ind igjen.

 Moderen hørte hans trin over det gisne gulv paa Haahaa, er det slige storfolk ude . . sa han og snudde sig og sov ind igjen.

 Moderen hørte hans trin over det gisne gulv paa