130 Det evige savn
Oppe i heien havde Johannes fundet sin stol fra guttedagene. Det var en fjeldblok, overgrod med mose og sisselrod og med et rundt søkk, som lignet sædet i en kubbestol. Der satte han sig og la boken paa knærne og tændte sin snadde. Herfra kunde han vidt udover furutoppene se fjorden, som laa med blanke flader mellem strimer mylrende for svag bris. Som sædvanlig gled en stor damper langsomt udover. Synet af fjorden mindet ham igjen om hans besynderlige møde med den fremmede dame nede ved tangen.
– Det kan være det samme, hvem hun er . . . han blaaste røgen haardt ud gjennem næsen ligesom lettet med den afgjørelse, at det kunde være det samme, hvem hun var. For han havde ikke grundet over andet paa hjemveien og nu ligesiden han vaagnet imorges.
– Det kan være det samme hvem hun er, for de er alle af samme surdeig.
Men han gjorde sig ikke nærmere rede for, hvordan denne surdeig var beskaffen. Hans forestillinger gled og var stødt paa et ord og gled videre som løse blade i et aaløb. Snart sad han med vidaabne øine hensunken i tanker og tænkte paa ingen verdens ting og saa ikke noget af det, hans øine hvilte paa.
De gamle vise anerkjender en saadan lysvaagen ubevidsthed som en guddommelig tilstand. Det er sjælen opslugt af altet eller altet nedsænket i sjælen: Menneskebevidsthedens lille lampe gaar ud som en gnist i det absolute lys. Vore bønder kalder det mindre høitidelig at falde i staver. Men ligesaavist som der findes utallige mennesker, som ganske er udelukkede fra denne tilstand, ligesaavist er den hos
