Det evige savn 131
mangfoldige den sædvanlige, hvorfra de med ustadige mellemrum i et næsten forskrækket sæt farer sammen og tilbage til livets virkelighed. Og er det end umulig at sige, om der foregaar noget, eller om alt staar stille i et sligt fraværende sind, saa hænder det undertiden, at et menneske springer lige ud af sin dvale ind i en afgjørende beslutning og uden at nøle brænder af sit hus eller skriver et digt eller lægger strikken om sin hals.
Da Johannes kom til sig selv, betragtet han først en tidlang sin snadde, som om den var en sjælden og ham fremmed gjenstand. Derefter la han en bræt i den opslagne bog, som om han havde læst i den, og stak den under armen og hoppet ned af stenen og gik hurtig nedover til huset.
Moderen laa paa knæ ved ollen og skrubbet trækoller. Hun saa op og nikket fornøid til ham.
– Nu skal du vel op til præsten, sa hun.
– Ja, jeg gaar en tur. Aa, læg den boken op paa kammerset mit ved leilighed.
Hun reiste sig op og saa efter ham, til han var kommen ned paa veien.
– Nei, men nu mener jeg!
Han tog veien ned over til fjorden og ikke opover til præstegaarden. –
Ja, han begav sig tilbage den samme vei, han var kommen om natten. Da han naadde ind i skogen, strakte han sine skridt og smaaløb indimellem af utaalmodighed. Han mødte ingen, og de smaa stuer i lysningerne saa ogsaa nu ved dagstide ganske folketomme ut. Forøvrig la han ikke merke til noget og saa ikke til høire eller venstre. Nedover kleven gjennem skaret løb han, saa smaastenene sprat om
