132 Det evige savn
ham, og først da han stod nede paa stien, som førte ud over tangen, stanset han og tørket sveden af panden. Og netop da fôr det ham for første gang gjennem hodet: Hvad er det, jeg vil her? Men denne tanke ærgret ham et sekund, den opholdt ham ikke. Stien snode sig mellem gamle svære bjerkestammer, og skogbunden var skjult af mygt græs og mangeslags blomster. Luften stod herinde under det solsilrende løvhang mæt og sød af muldens em og urternes vellugt. Han hørte sine hjerteslag og pustet hedt og besværlig. Tillige kjendte han sig tør i svælget af tørst . . . og der var huset. Stien løb lige mod bagvæggen. Et vindu stod aabent, og derindefra hørte han lattermilde stemmer og skrammel af opvask. Han dreide om hjørnet og om det næste og stod, før han havde besindet sig, midt paa den brede trappe, som førte op til husets veranda. Inde fra havestuen klang dæmpet pianospil, og paa verandaen var der samlet et helt selskab.
Noget paafaldende var der vel ved hans ydre. Han var høi og grovbygget med tunge skuldre og store hænder. Haaret grodde ham stridt og tæt ned i den brede pande, og øinene laa mørke dybt indunder dennes bratte kant, og som han stod der ludende med hodet og saa ret frem for sig, laa der et olmt udtryk i hans ansigt.
Desuden var han sortklædt, og hans stive filthat var altfor liden og af en lavpullet, noget usædvanlig façon og sad, som man siger, paa tre haar, disharmonisk afstikkende mod ansigtets strenge alvor. Johannes glemte at ta den af. Det flimret for hans øine, og han havde et ubestemt, gnidret indtryk af en mængde hvide og lyserøde kjoler.
