Side:Kjær Samlede skrifter V.djvu/131

Denne siden er ikke korrekturlest

Det evige savn 133


 Men om det var hans udseende eller bare hans pludselige tilsynekomst: han blev hilset med et skjærende skrig af den dame, som først fik øie paa ham, og skriget forplantet sig til alle de andre. En stol blev væltet, et glas blev knust; derpaa blev det dødsstille. Men i dette vanskelige øieblik kom en tyk gammel herre i gul silkejakke frem i døren.

 – Naa, naa, naa . . . hvad er det, tuppene mine? Er det nu orm igjen i krattet? tysset han smaaleende, men da han blev var den fremmede, strakte han haanden godslig ud som til en gammel bekjendt og sa:

 – De faar undskylde dette ramaspektakel, min godeste! Dette er nemlig et asyl for overnervøse moderne damer i attenaarsalderen. Jeg trodde mindst, at De var en mus eller ialfald en hveps, siden patienterne gav det store skræksignal. Men siden De er et mandfolk i kjød og blod, skal De være desmere velkommen. Ikke sandt, smaapiger?

 De unge damer havde flokket sig leende sammen, arm i arm.

 Johannes stod bleg og hev pusten. Han vidste ikke selv, om han havde villet rømme eller fare frem og slaa om sig i blinde. Men han tog af sig hatten og stammet:

 – Jeg . . . jeg søger en ung dame . .

 – Ikke andet, sa herren i silkejakken imødekommende. Da har De ikke gaat over bækken efter vand, for unge damer har vi god raad paa. Her kan De selv vælge.

 – Fy, fy, onkel Pavels! lød det i kor fra alle de lysklædte.

 – In-tet snær-pe-ri! sa den gamle herre og lod pegefingeren vimse advarende i luften. – Ellers luk-