Det evige savn 135
– Det er altid noget at vide om et medmenneske, bemerket onkel Pavels uforbløffet. Ihvorvel det maaske er utilstrækkelig grundlag for egentlig intimitet.
Inger blev blussende rød.
– Tillad mig . . . Johannes samlet sig med uventet energi og vendte sig til den gamle herre. – Mit navn er Johannes Rønning. Jeg traf tilfældigvis den unge dame paa landeveien igaar, og hun var saa venlig at gjøre mig opmerksom paa, at jeg gik . . . det er en uvane, jeg har, en slem uvane, at gaa i mine egne tanker . . . at jeg altsaa gik og slo med min kjæp i de vakre blomster langs landeveien. Men da det senere gik op for mig, at jeg havde svaret mindre høflig, end det var min selvfølgelige hensigt, har jeg tilladt mig at . . . at . . .
– at komme herned og hilse paa os. Og deri gjorde De skam ret. Velkommen! Velkommen skal De være. Den gamle rystet hjertelig hans haand, – Og jeg er onkel Pavels, som De har hørt. Afdanket professor. Rentier med gjæld opover begge ørene, men omsværmet af smaapiger som et purungt blod.
– Fy! Fy!
Han blev dunket i ryggen og fik ogsaa virkelig et hosteanfald, saa de uden barmhjertighed fik anledning til at fortsætte.
– Har jeg . . . ikke ret? stønnet han. – Er jeg ikke i vinden? Huh! puh! Han trak op et rødt silkelommetørklæde, saa stort som en revolutionær fane, og tørket taarerne af sine øine. – Og nu naar jeg skal forestille dem allesammen, gaar jeg sur i navnene. Jeg er ikke saa ung længer som jeg ser ud til . . . men fraregnet hukommelsen har jeg ogsaa holdt mig godt desværre . . . altfor godt og altfor
