Side:Kjær Samlede skrifter V.djvu/134

Denne siden er ikke korrekturlest

136 Det evige savn

længe. Nuja. Inger kjender De alt. Hun er min rigtige broderdatter . . . de andre kalder mig onkel af næsvished . . . og de heder . . . ramset han op: Emmy, Olga, Elisabeth – Aagot, Ella, Katinka – Matilde, Astrid, Kuningunde – Sofie, Laura, Juditte – Elise, Aslaug, Emilie – Katrine, Anette og Gro . . . Puh! for en præsentation!

 Johannes bukket paa maafaa flere gange for hele flokken underet.

 – Men vi er jo ikke saa mange, onkel Pavels! protestertes der fra flere kanter.

 – Hvad! Er I ikke her, alle aderton!

 – Nei, vi er bare elleve. Syv af os er ude og ror.

 – Saa faar vi haabe, de snart indfinder sig til glæde og hygge for vor gjæst.

 Johannes tænkte i sit stille sind, at han havde mere end overflødig nok med hyggen af disse elleve. Han følte sig saare ilde tilmode. Inger var forsvundet inde i huset; alle de andre havde indtat en spændt afventende holdning, og han fornam sit ansigt stivne som en gibsmaske under deres ransagende blik. Om han heller var forlist og skyllet i land paa en sydhavsø og saa sig omringet af de vilde! Han kjendte sig ikke tryggere her. Alle disse unge, smidige skabningers lader forekom ham ufattelige og umotiverede, lige fra deres krigshyl, da han viste sig, til deres brændbare munterhet, der slog ud i luer af lys latter for en hosten eller et hvisket ord eller aarsager, hvis tændkraft han var lige ude af stand til at opdage. Men han følte ogsaa med en slags græmmelse, at han her var kommen indenfor en fortrollet ring, hvor hans evner var magtesløse. Han kjendte stivheden i sit ansigt brede sig som en slags nummenhed