Det evige savn 139
– Jeg synes ikke, ungdommen er nogen lykkelig alder, sa Johannes.
– De taler som en, der alt havde bereist sit livsløb og mod sin vilje var vendt tilhage til de unge, lyse strande.
Men, tilføide onkel Pavels eftertænksomt og trommende med neglene . . . der findes vel ogsaa mennesker, hvis temperament først kommer i takt med livet, naar de modnes og saa smaat begynder at ældes. Enhver har sin glanstid, og min er forlængst, for-læn-gst tilbagelagt . . . Madam Tønnesen!!
Johannes skvat til ved dette uventede rop, der kom som umiddelbar fortsættelse af den gamle herres sørgmodige betragtning. Lidt efter traadte en kvinde frem i havestudøren. Hun havde ærmerne opsmøget over albuerne og det sorte blanke haar strøget glat op under en flot pibet kappe. Ansigtet var rødt af kjøkkenhede og rundt og tindrende af sindsligevægt og fysisk velvære, med smilehuller i de store kinder og en behagelig hvid valk afrundende overgangen fra den runde hage til den runde, hvide hals. Hænderne hvilte husmoderlig trygt paa hofterne, og smækken paa hendes lærredsforklæde var spændt som et raaseil i storm af hendes overordentlige barm.
– Her er jeg, sa hun. Var det noget, professoren vilde? Hun la hele vægten i dette fremmede ord paa den første stavelse.
– Intet andet, min kjære madam Tønnesen, end henstille til Dem at dække i lunden i dag . . . og for en gjest mere end paaregnet. Det er herr Rønning, forestillet han.
– Ja, saa inderlig gjerne. Det vilde ogsaa bli for
