142 Det evige savn
Han var lykkelig undveget . . . men dér mødte han Inger!
– Jeg tænkte nok, De vilde forsøge paa at slippe unna, lo hun. Nu sover onkel Pavels naturligvis, og alle de unge damerne er nede paa stranden, og madam Tønnesen staar bøiet over sine gryder, saa øieblikket kunde ikke været heldigere valgt, hvis ikke tilfældigvis jeg havde gaat her og slængt.
– De sa igaar, at De aldrig saa noget menneske, og saa er huset fuldt af gjester.
– Men De taler i en muggen tone, min herre. Og det faar De ikke lov til. Ved De, hvad det vilde været rimelig af Dem at spørge om?
– Nei, sa han.
– Om hvordan jeg vel kunde vide, at De havde listet Dem væk. Det kunde jo ogsaa hænde, at De høflig havde afslaat professorens indbydelse og tat afsked med ham og alle damerne og lovet at komme igjen en anden gang, ikke sandt?
Johannes saa mørkt og forlegent paa hende og svarte ingenting. – Ja, der kan De se, vedblev hun. Slig er det at komme ud for en ung dame med menneskekundskab.
De var begyndt at gaa ved siden af hinanden fremover stien.
– Saa véd De ogsaa, at det er for Deres skyld, jeg kom, sa Johannes en stund efter. – Det er underlig – jeg vidste det ikke selv, før jeg alt var dernede mellem alle de fremmede, og De pludselig stod i døren.
Hun saa stivt hen for sig. – Nu er det sagt, tænkte han. De blev gaaende tause, til de skimtet veien mel-
