144 Det evige savn
Hun saa bedrøvet paa ham.
– De andre blir ikke her længe, sa hun . . . og saa blir onkel Pavels saa skuffet, hvis han ikke finder Dem, naar han vaagner . . .
Han fulgte med hende tilbage nedover mod huset, men ingen af dem sa noget.
Der blev dækket i lunden over to lange strygehord hvilende paa bukker. De unge piger – de var nu atten fuldtallig – vimset med forberedelserne. To kom springende med en gaffel, en havde kjolefanget fuldt af nyperoseblade og strødde dem udover den hvide dug, et par andre tørket salat i servietterne. De løb omkap for at komme i veien for hverandre, de rendte paa hverandre af iver, men de holdt sig lydløse i travelheden, talte med tegn, ja gik paa taaspidserne, hvilket var ganske overflødig i det bløde græs. Onkel Pavels sat nemlig fremdeles og sov under sit store lommetørklæde og lignet en statue, som venter paa afsløringens høitidelige øieblik.
– De skal ogsaa gjøre lidt nytte, sa Inger. Og hun efterlod Johannes ved det dugede bord, hvor han blev staaende som en uhaandterlig gjenstand, indtil hun kom tilbage med et par hugede, rødkapslede vinflasker.
– Kan De trække op, saa det ikke høres?
– Hvorfor skal det ikke høres? spurte Johannes uskyldig.
– Tys! Og hun blev borte igjen. De andre flokket sig i ring om ham.
– Har De aldrig gjort det før, herr Rønning? udbrød en af dem med dæmpet forbauselse; – Har De
