Side:Kjær Samlede skrifter V.djvu/145

Denne siden er ikke korrekturlest

Det evige savn 147


 . . . Rønning!? De staver altsaa navnet med ø og ikke med y . . . De er med andre ord af Rønningerne i – –

 – Jeg er ikke af nogen Rønninger, brød Johannes af. – Min far heroppe paa Moen har selv ryddet sin plads. Deraf kommer navnet. Han heder Hans Jørn Orerønningen.

 Den gamle herre blev lidt skuffet over at støde lige paa et genealogisk udspring.

 – Naa ja, sa han. – Det er godt og rigtig. De husker, hvad Balzac svarte, da man spurgte, om han var af Balzaccerne i Nimes? Nei, desværre for dem, sa han . . . Naar jeg ser paa Dem, bemerker jeg ogsaa, at De har et typisk stamfaderansigt. Og Deres studium, herr Rønning?

 – Jeg er teologisk kandidat.

 – Hmja. Jeg har selv engang dyrket teologien som amatør. Jeg forholdt mig dialektisk svævende over retningerne, . . . jeg var nemlig adskillig bevægeligere i min ungdom, end som De nu ser mig . . . Over nutidens ungdom synes der at være udbredt større alvor . . . Se bare nedover denne række af tragiske karaktermasker . . .

 En af de unge damer rakte tunge til ham, og flere efterlignet eksemplet.

 – Det høres utrolig, vedblev professoren med et sprang i sin tankegang, – men disse unge damer vinder i betydning ved nærmere bekjendtskab. Desværre forlader de os allerede i aften. Nu for Dem f. eks. vædder jeg, at de fortoner sig som en eneste lysuro. Men de er individer – det vil De smertelig faa føle, hvis De indlader Dem med nogen af dem. Og i min ungdom var de unge piger ikke individer.