Side:Kjær Samlede skrifter V.djvu/148

Denne siden er ikke korrekturlest

150 Det evige savn

at min forstand staar stille. Bollenes’en sender os anden hver dag grove regninger paa de to skarve favn bjerkeved fra ifjor og lidt af hvert andet smaatteri.

 – At nu laksen netop skulde springe i hans garn! Der findes ingen billighed i tilfældets styrelse, madam Tønnesen.

 – Aa, vi faar vel haabe, der er et forsyn, professor.

 – Hver gang De minder om forsynet, pleier De at øine en naturlig udvei, madam Tønnesen, sa professoren fortrøstningsfuldt.

 – Jeg lover aldrig mere end jeg kan holde, saa behøver jeg aldrig at angre paa det, jeg ikke kan raa for. Men jeg strækker mig, saa langt ryggen holder, sa madamen . . . Ak, hvilken araama af birketraerne! . . . Hun laa bag sin barm med næseborene svælgende i løv. Johannes tog sine øine bort fra hende med ængstelse. Denne modne kvinde gjorde ham skamfuld. – Slig, tænkte han, – maa de se ud, de rigtig brødefulde.

 – Kuningunde har cigaretter! lød det. – Aa, onkel Pavels, onkel Pavels, onkel Pavels! Vi maa faa lov! Det er ikke hver dag, det er sankt-hans.

 – Den unge pige røgte ikke cigaretter, sa professoren.

 – Ja, men den unge pige drak heller ikke portvin. Den unge pige hæklet rødmende blonder til sit udstyr. Den unge pige tilhører historien.

 – Kuningunde deponerer sine cigaretter hos mig, sa den gamle herre uforstyrreiig og trommet med sine lange negle paa borddugen. Den unge dame adlød sørgmodig. Professoren rakte æsken til Johannes.