Det evige savn 151
– Herr Rønning, byd de unge piger cigaretter.
Alle klappet i hænderne, og Johannes gik modstræbende omkring med æsken.
– Professoren er en stor opdrager, sa han og forsøgte at smile. – Men kanske ikke netop konsekvent?
– Kjender De Stormen, herr Rønning? spurgte den gamle herre. – Jeg mener Stormen af Shakespeare?
Johannes maatte bekjende, at han ikke gjorde.
Naa, det er ogsaa det samme. Det er ikke noget særlig mesterlig stykke. Det er et lidet festspil, skrevet af en gammel mand og en stor opdrager, som vidste, at det hele kom an paa stoffet, og at der findes stof, al opdragelseskunst er spildt paa.
– Caliban! ropte en af de unge piger.
– Fy! sa Inger, som gik omkring og skjænket portvin i glassene. Hun var brændende rød, og hendes øine tindret af harme.
– Jeg sigter til mine unge veninder, vedblev professoren rolig. Skulde jeg opdrage dem, vilde jeg bare stole paa stoffet og lade det vælge sin form . . . jeg vilde aldeles ikke opdrage, herr Rønning, thi jeg har intet ideal af en ung pige længer . . . han bredte armene . . . Jeg har for øieblikket atten foruden min egen Inger.
Der dvælte velbehag over onkel Pavels’ skikkelse, der han sad midt mellem de lyse piger som i en sky af sommerfugle. Eftermiddagens solskin laa over løvet og slap gyldentunge draaber ned paa bordet, hvor rosenbladene mellem spinkle glas spredte sine utallige øer af dunlet rødme. Stilheden dirret i sine egne strenge, og tiden sov i det lysvaagne øieblik . . . Johannes følte en gysen fare gjennem sig . . . og den mundet ud i en ubestemmelig smerte. Han stir-
