Side:Kjær Samlede skrifter V.djvu/152

Denne siden er ikke korrekturlest

154 Det evige savn


 – Nei, men at et kvindemenneske kan gjøre sig saa simpelt, udbrød moderen og lod begge hænderne falde i fanget. – Og de skjorterne saa du vel aldrig snippen af mere?

 – Nei, de var nok havnet hos onkel, trodde Johannes.

 – ?

 Han maatte forklare dem pantelaanerinstitutionen, og Hans Jørn sad for sig selv og smaaknegget, som om han godtet sig over den store bys raaddenskab . . .

 Efter maden gik Johannes og satte sig igjen i sin stenstol oppe i uren. Ude langs strandene begyndte midtsommerbaalene at blusse. Enkelte raketter steg spragende over aasranden længer sør. Der var fest nede i ladestedet.

 – Hun hed Inger . . . og hun var anderledes end de andre. Hun havde ventet paa, at han skulde sige noget. Men han havde ikke kommet sig til – han var bleven forvildet af alle de . . . alle de gapetøsene.

 Den nedsættende betegnelse vederkvæget ham . . . Han sad og dreide sin hat mellem fingrene. Med en gang faldt en seddel ud af den. Den maatte ha været stukket ind under svedteremmen.

 Der stod: «Kjære, ikke bliv sint. Men vil De ikke for min skyld kjøbe bare lidt større hat.»

 Blodet prikket ham i haarrødderne. Drev hun gjøn med ham! Det var altsaa, som han tænkte: hun var ikke anderledes end de andre!

 Han for op og drev nedover igjen.

 – Men hun vil, at jeg skal være pen, faldt det ham ind. – Hun har sin mening med det . . . Og han besluttet at gaa op og sætte sig til at skrive til hende. Aabne sit hjerte og vise hende alt, hvad han var.