Side:Kjær Samlede skrifter V.djvu/154

Denne siden er ikke korrekturlest

156 Det evige savn


 Madam Tønnesen vendte og dreide paa brevet og prøvde at læse tvers gjennem konvolutten. Men det lod sig ikke gjøre. Hun pirket ogsaa lidt ved det med en haarnaal, men resignerte og stillet det varsomt hen bag en tallerken i rækken.

 Straks efter kom Inger springende nedover stien. – Jeg mødte Nysom paa veien udover. Han har leveret et brev til mig.

 –Ja, jeg har ikke tænkt at beholde det. Vær saa god!

 Inger snappet det og vilde videre.

 – Skal tro hvem det kan være fra? sa madam Tønnesen.

 – Det har jeg ikke anelse om.

 – Det er vel let nok at brække det og se paa underskriften.

 – Nu var De forhippen nu, lo Inger. – De har da vel aldrig – –? Hun undersøgte randen af konvolutten, men den var intakt.

 – Aanei, frøken Inger. Jeg kan nok holde disse fem fingre i veiret, uden at de visner . . . Hun smeldte igjen vinduet i sin fornærmelse, men Inger var for optat af sin spænding til at fæste sig derved. Hun løb op paa sit værelse og laaste sig inde og lukket vinduet, før hun aabnet brevet. Det var flere store ark . . . hun fløi forbi alt til underskriften: «Deres bestandig hengivne Johannes Rønning.» Hendes hjerte banket. Hun læste lidt opover paa siste side, lidt hist og her, og endelig begyndte hun paa begyndelsen.

 «Kjære frøken Inger, det maa forekomme Dem underlig, at jeg skriver til Dem allerede nu efter et saa kort bekjendtskab. Men jeg har en fornemmelse af,